Pædagogik

Metodebeskrivelse
Vi er eklektiske i brugen af vores pædagogiske metoder. Det betyder, at vi vælger metoder og tiltag, som giver mening ift. den enkelte og som giver resultater ift. solmål og handleplansmålene.

Det er et succeskriterie, at vedkommende føler sig lyttet til, anerkendt og at den pædagogiske indsats giver mening for den unge.

Relationspædagogik
Vi arbejder med relationspædagogik. Vi har fokus på at understøtte den unges udvikling, så vedkommende kan indgå i almene og udviklende fællesskaber. Vi tror ikke på, at den unge socialiseres udefra og ind, men i en relation til et andet menneske.

Den unge mødes som et individ, hvor pædagogen har en stor opgave i at forsøge at forstå vedkommendes indre verden. Vedkommende vil i dette møde kunne ændre sin selvforståelse og forståelse af pædagogen.

Den unge kan dermed udvikle sig indenfor fx samarbejde, vredeskontrol og det at tage hensyn. 

Anerkendende pædaogik
Anerkendende pædagogik rummer en særlig tilgang til at indgå i relationer med andre.
Anerkendelse har man som menneske brug for hele livet, for at vi kan føle os godt tilpas, afslappet og i stand til at handle og argumentere.

Når vedkommende føler sig set, mødt, forstået, accepteret, anerkendt, respekteret og elsket, oplever det tryghed, tilhørsforhold og optimisme, så kan det udfolde sig og udvikle sine ressourcer og opnå selverkendelse.

Den unges trivsel og udvikling er afhængig af anerkendelse. Når pædagogen bevæger dig op ad anerkendelsestrappen, opnår vedkommende også relationskompetence, hvilket viser at anerkendelse og relationer er tæt forbundet. Det er igennem anerkendende relationer er de bedste betingelser for læring opstår.

Narrativ pædagogik
Vi arbejder med narrativ pædagogik. Narrativ betyder fortælling. I ethvert narrativ er der tale om mere end en lille fortælling om, hvad man lavede i dag. Man mener, at i et narrativ er der altid et plot eller et tema.

Den narrative praktiker mener, at det der bliver sagt kun er en lille del, af det, der ellers kunne fortælles. Den del, der endnu ikke er færdigformuleres hos den unge ”fortælles frem”. Pædagogen er drevet af en stor nysgerrighed ift. det, den unge eller forældrene fortæller.

Pædagogen tror på, at der altid er gode grunde til en ungs handlinger – Problemet er problemet og personen er personen.

Social inklusion
En anden metode vi benytter, er inklusion.

Social inklusion udtrykkes ofte i forbindelse med forestillingen om det rummelige samfund. Det er vigtigt, at den unge er mere end bare en del af det fysiske rum eller fællesskabet – vedkommende skal også være inkluderet. Rummelighed og social inklusion kobles sammen for at skabe den inkluderende praksis.

Social inklusion betyder, at de menneskelige og materielle ressourcer skal stilles til rådighed i den sociale arena, hvor den unge lever sit hverdagsliv, fx. i familien, institution, i skolen og/eller nærmiljøet. Ressourcerne skal komme til den unge – den unge skal ikke flyttes til ressourcerne.

Den unge har ret til at modtage den nødvendige støtte til sin udvikling i et socialt miljø med jævnaldrende og kompetente voksne.

Resourceorienteret
Vi er ressourceorienteret, hvilket vil sige, at vi arbejder ud fra den unges ressourcer og kompetencer.

Det er vores overbevisning, at det giver god mening at tage udgangspunkt i det der lykkes. I den pædagogiske praksis fortælles der, om det der virker. Man er nysgerrig på det der virker og evt. hvorfor det virker.

Det handler om at være tydelig ift. hvad det er, man ønsker, snarere end at fortælle om alt det man ikke vil have. Pædagogen tænker i ressourcer fremfor problemer eller begrænsninger.

KRAP
Vi er inspireret af KRAP (kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende pædagogik).

KRAP er kendetegnet ved, at den tager udgangspunkt i den anerkendende tilgang til andre mennesker, der inddrages kognitive teorier og behandlingsformer, samt ved en udpræget vægt på det positive, det, der virker.

Vi er ikke af den overbevisning, at vi bedst ved, hvordan andre mennesker tænker og føler. Vi er opsøgende og undersøgende i dialogen med den unge, så vi via samtalen kan møde det andet menneske og herigennem komme til at forstå det, som han/hun forstår.

Det er vigtigt at få undersøgt den andens virkelighed – vi kender den ikke før dialogen.